Praktiske oplysninger

Hvad skal jeg medbringe til mit barn ?

Det er vigtigt for jeres barns hverdag, at det er hensigtsmæssigt klædt på alt efter årstiden.
Sørg altid for et ekstra sæt tøj, der kan ske uheld. Det er vigtigt med gode sko/støvler til udendørs leg samt hjemmesko til indendørs brug.
Vi anbefaler velcrolukning, da det giver barnet muighed for tidligere at blive selvhjulpen og samtidig få oplevelsen af "jeg kan selv".
Allerede fra barnet er 10 måneder har det stor glæde af at komme ned og bevæge sig rundt og undersøge verden fremfor at sidde passivt i barnevognen.

I skal også medbringe bleer, engangsvaskeklude, håndklæde og en pose til vasketøj.
Der skal være en godkendt sele i barnevognen.
Regnslag bruger vi ikke i dagplejen, når barnet er i vognen. Ifølge sundhedsstyrelsen er regnslag årsag til, at der opstår kondens og derved dannes skimmelsvampe i barnevognen. Dette kan være med til at give barnet luftvejsinfekstioner.
Husk også sutter uden suttekæde, og bamse eller andet som barnet er vant til at sove med.

Dyr i dagplejehjemmet

I nogle dagplejehjem findes der forskellige dyr.
Kontakt med dyrene er altid af kortere varighed og sker altid under dagplejerens direkte opsyn.
I vil kunne læse i dagplejerens præsentation af sig selv (se under dagplejerupperne) om der findes dyr i hjemmet.

Udflugter/bilkørsel med børnene

Dagplejeren må kun køre med børnene, når forældrene har givet skriftig tilladelse til dette.
Alle køreture skal have et pædagogisk formål, og du vil som forældre altid vide det i forvejen. Dagplejeren kører efter gældende lovgivning om sikkerhed ved transport.
Dagplejeren skal altid inddrage en dagplejepædagog i planerne.

Ved udflugter hvor flere dagplejere deltager foregår det enten med offentlig transport eller med en lejet bus. Der må kun lejes bus, hvori børnene kan spændes fast. Her skal turen ligeledes have et pædagogisk formål.
Ture til Zoo, Jumboland o.lign mener vi er en forældreopgave.

Ud over julearrangementer deltager Rebild dagpleje ikke i kirkelige handlinger.
Der kan dog være enkeltstående arrangementer i de enkelte sogne hvor dagplejerne deltager.
Dagplejerne deltager i julearrangementer i det lokalområde, hvor de bor under hensyntagen til den aktuelle børnegruppe alder og sammensætning.
Det er op til den enkelte dagplejer at beslutte om hun vil deltage i arrangementet.
Dagplejekontoret vil altid være orienteret om dagplejernes deltagelse. 

Forsikring

I bør som forældre undersøge om jeres private forsikringer dækker jeres barn, hvis det skulle komme til skade, blive invalideret eller få tandskader, da Rebild Kommune ikke har nogen forsikring som dækker sådanne skader.
Tandskader bliver i alle tilfælde behandlet af den kommunale tandpleje indtil barnet fylder 18 år.